Back to the menu
1866-09-02
Language: Danish (Denmark)
Location: Copenhagen
Date: 1866-09-02
Author: Jacobsen, Jacob Christian
Recipient: Jacobsen, Carl
Keywords: Carlsberg; social Life;
Comments: J. C. Jacobsen writes about his birthday at Carlsberg.
Transcription:
Emneord: Carlsberg; selskabsliv;
Attachments: 1866-09-02 brev til Carl Jacobsen, uden FA-nummer, æske F 3,1.pdf
Kommentarer: J. C. Jacobsen skriver om sit fødselsdagsselskab på Carlsberg.
Transskribering:


D 2 Septbr Kl 11 Aften
Kjære Carl!
De "Fremmede" ere nu tagne bort; Familien er i Færd med at gaae til Hvile og jeg sidder efter Sædvane alene i mit Værelse til Midnat. Denne Time vil jeg anvende til at tale lidt med Dig, som jeg - for förste Gang - har savnet i min Kreds paa denne dag. Savnet ? Ja, for saavidt jeg ikke har seet dig uden i Portrait men jeg har dog havt en levende Fölelse af at Du i Virkeligheden, d.v.s. i Aanden, har været her tilstede, thi jeg troer at Forholdet mellem os, siden Din Afreise, er inderligere end det nogensinde för har været og Adskillelsen bidrager endmere til at lade os begge föle hvormeget vi ere for hinanden og hvormeget vi med Gud Hjælp kunne blive.- Tak for den Hilsen, jeg imorges modtog fra Dig!- den glædede mig dobbelt, deels for aaben Ærlighed, som klinger derigjennem. deels fordi den viser, at Du i det Væsentlige forstaaer mig eller idetmindste har begÿndt at forstaae mig.-  Jeg troer, med Dig, ganske vist selv, at jeg har nogen Ret til at være tilfreds med min Virken i flere Retninger udadtil, men jeg behöver
s. 2
ikke at tilföje, at det er saare langt fra at jeg föler en lignende Tilfredshed med mig selv i andre Retninger - indadtil. Du har fuldkommen rigtigt betegnet dette med Din Bemærkning, at Opfÿldelsen af det indholdsrige Ønske, Du udtaler for mig, ikke kan naaes ved at söge det udenfor sig selv; med andre Ord: den Tilfredshed, Du önsker mig, kan kun naaes ved Resignation. Derpaa maa jeg beflitte mig, men den kræver megen Sjælestÿrke og i dén Retning trænger jeg i höi Grad til Udvikling. Nogle Mennesker kunne komme dertil ved at böies rigtig dÿbt af Sorg og det er ikke umuligt at dette ogsaa kan blive Tilfældet med mig, men min Character er ikke særdeles gunstig for denne Udviklingsgang og jeg har ogsaa en Fornemmelse af at min Legems Kraft ikke vil strække til, men vil bukke under deri.- Der er ogsaa en anden Vei at gaae, som jeg hidtil er gaaet, dén, at söge at glemme hvad man savner, deels ved anstrengt Virksomhed - men den sætter de physiske Kræfter efterhaanden en Grændse for -, deels ved at böde paa Savnet ved at omgive sig med gode og ædle Mennesker, der kunne
udvikle de Spirer til det
s. 3
Gode og det Milde, de aandelige og moralske Evner hos Én der trænge til at opelskes, for at Mennesket kan opnaae den alsidige Udvikling og Fuldkomenhed, som er Jordelivets Maal. Ogsaa dette har jeg betræbt mig for og stræber fremdeles efter. Endelig kan man vænne sig til at glemme hvad man savner, ved at dvæle ved alt det Gode, man har opnaaet og er i Besiddelse af og ved at indprænte sig alt det Timeliges Ufuldkommenhed, som alle dödelige maae finde sig i.- Det er især denne Ydmyghed i Sindet, som jeg trænger til at tilegne mig og som jeg troer, at jeg ikke ganske uden Held har beflittet mig paa i den senere Tid. Det er saaledes mit Haab, at om jeg end ikke nogensinde ganske kan opnaae den Glæde, Du saa kjærligt önsker mig, vil jeg dog efterhaanden lære med Resignation at bære det deelvise Savn
deraf.-
Mandag Formiddag
Din Moder vil nok meddele Dig Detaillerne om Gaarsdagens Fest, som jeg derfor kan springe over. Det er paa saadanne Mærkedage, at man mest levende mindes om hvad man savner for ret at kunne feire en Fest og det er nok muligt at denne trÿkkende Fölelse har bidraget til - i Forbindelse med et
s. 4
phÿsisk Ildebefindende - at gjöre mig temmelig abattu i de sidste Dage.- Imidlertid virkede Sÿnet af det festlig klædte Selskab (hvori Anna Steenstrup med det gÿldne Perlediadem paa Hovedet bar Prisen), de glade Ansigter, den livlige Samtale og den hele harmoniske Stemning saa oplivende paa mig, at jeg næsten fuldstændig glemte al legemlig og aandelig Upasselighed og ganske kunde hengive mig til Nÿdelsen af det skjönne Liv, der omgav mig.- Kun et Öjeblik faldt jeg noget ud af Stemningen, da M Djörup ved Bordet udbragte min Skaal og deri udtalte, at medens jeg Aar for Aar forandrede saameget paa Carlsberg, blev dog Eet, Sindelaget mod mine Venner, uforandret, hvortil jeg svarede, at han tog Feil, thi ogsaa dette var forandret, idet jeg nu, da min travle Virken i det practiske Liv aftog og nærmede sig sin Afslutning, fölte langt mere Trang end Tidligere til som Menneske at slutte mig til Mennesker og navnlig til de Venner hvis Hengivenhed kunde lære mig at give mig selv hen helt og udeelt, thi deri saae jeg nu den störste Lÿkke.
Dette klang mere alvorligt, maaskee vemodigt, end jeg finder rigtigt ved en Skaal, men min Stemning gav sig uvilkaarlig Luft.- Lidt senere udbragte Prof Nielsen meget smukt "vor unge Vens" Skaal og önskede
s. 5
Dig rigt Udbÿtte af Din Reise, hvorpaa han ligesaa vist ventede at Du vil blive en fuldendt Franskmand som han vidste, at du ikke vilde blive en Jean de France.- Jeg takkede paa dine Vegne idet jeg beklagede, at jeg ikke vidste hvor du i dette Øieblik var mellem Himmel og Jord og derfor ikke kunde bringe Dig hans Skaal öieblikkelig pr Telegraph.- Personligt fik jeg senere Paalæg af de Fleste om at bringe Dig deres Hilsen, navnlig fra dine unge Venner; M. Lunn bad mig besörge Vedlagte Brev.- Det er sandt, jeg har endnu ikke takket Dig for de smukke Knapper med Lapis Lazuli, de ere allerkjæreste. Gjede var i ÿpperligt Humeur og fik Jerndorff og M. Lunn til at synge den ene Sang af Glunterne efter den anden, og Eusebia til at spille hele Beethoven Sonate no. ? Bloch var meget oprömt, skjöndt han var fortrædelig over hans Model, som han benÿtter til "Mödet med Elisabeth" havde faaet ægÿptisk Öiensygdom og derved standset ham i dette Arbeide. Han haabede dog snart at kunne begÿnde igjen.- Veiret var fortræffeligt, kun blæste det lidt mere end önskeligt og stod i denne Henseende saavelsom i Maane-skinnet tilbage for forrige Söndag, som vi tilbragte paa en deilig Udflugt med Linds til Örholm, Sölleröd
s. 6
og Rudehegn, hvilket sidste Linds' ikke kjendte og hvor jeg ikke troer at have været siden vi for nogle Aar siden samlede Bregner der. Jeg var derfor ikke ganske orienteret og vi gik i længere Tid og sögte efter Löv-Söen, som jeg dog omsider fandt og hvor der ere overordentlig skjöndt i Maaneskinnet.- I den forlöbne Uge har jeg havt endeel Brÿderi med Damp-Enveloppen om den nÿe Brÿggerkjedel, som ikke vilde blive damptæt men dog omsider er bleven det, saa at vi i denne Uge kunne blive færdige til at brÿgge.- Det er en heel Uges Forsinkelse.- Mæske- og Siekarret har det ogsa kostet Tid og Möie at faae Vandtætte, især, besÿnderligt nok, det Danske Kar.- Nu er dog ogsaa denne Sag nogenlunde i Orden. Det er ved at gaae og slide i disse Arbeider, sommetider i stærk Hede, at jeg vistnok har forkjölet mig og faaet en belagt Tunge og Ildebefindende, men nu er det omtrent forbi, og jeg kan nu igjen ride med Lörup for at være dresseret til Emmy om nogle Dage Kommer herud. Dit Brev om Rouen og Caen læste jeg med megen Interesse.- Bliv kun ved, som jeg för har sagt, at adressere dem til din Moder, det glæder hende. Lev vel! Din hengivne Jacobsen
 
Archive Reference: Uden FA-nummer, æske F 3,1